Kunst kommer af ordet “at kunne”. Kunsten forstører og forvrænger livet, så vi bedre kan få øje på det væsentlige. I den kunstneriske process oplever jeg fordybelsen, roen og lysten til at dele historier, holdninger og oplevelser. Jeg arbejder primært med maleri, men ofte på alternative lærreder. Jeg har i mange år arbejdet på bygningsmaterialet troldtekt. De sidste par år har jeg været optaget af at male på gamle gulvbrædder. Jeg er især fascineret af de kontraster og fortællinger, der opstår i mødet mellem det jomfruelige nye motiv og træets patina, der med lak og ridser fortæller, rækker bagud og beretter om levede liv. At kunne og ville skabe, er en gave som jeg er taknemlig for. Men at mestre og udvikle sig, kommer af en tilpas blanding af arbejdsmoral, legelyst og storhedsvanviddet i at kaste sig ud i ukendte materialer og processer, og tro på at det lykkes. Min nysgerrighed og eksperimenteren med mange forskellige materialer, er den del af min kunstneridentitet, jeg er allemest stolt af. Det kræver en utrolighed stædighed og mange fejltrin at mestre et nyt materiale, og jeg elsker mødet med et nyt materiale, som jeg med al min magt forsøger at tæmme. At kunne skabe er en gave. Jeg glæder mig til at dele gaven med jer i min baghave, sammen med to andre meget dygtige kvinder – Charlotte Flick og Eva Cecilie Skak Lassen.

Besøg kunstner her

Kunstnere på samme adresse