Tom Jørgensen, Kunstanmelder ved Jyllandsposten og Redaktør af Kunstavisen skriver om Birthe Høilund 

Lystfiskere i en motorbåd. To havestole og et bord. Et nærbillede af et blomsterbed. To cykler i en park. Hverdagsmotiver fra et helt almindeligt Danmark. Ikke noget specielt, ikke noget bemærkelsesværdigt.

Det fine ved kunst er imidlertid, at disse oversete motiver pludselig kan blive noget smukt og særligt i et maleri. Alene ved kunstnerens talent og forestillingsevne.

Disse to egenskaber, talent og forestillingsevne, besidder Birthe Høilund til fulde.

Det første, man lægger mærke til, er farven. Der er skruet helt op for de klare farver. Så funklende røde, dybe blå og skinnende gule findes ikke i virkeligheden. Det er kunstnerens opfindelser skabt for at maksimere udtrykskraften og gøre kompositionen lige så farvestærk som en mosaik. Birthe Høilund bruger dog ikke kun pangfarver. Indimellem skyder hun mere afdæmpede toner ind for at afbalancere helheden, og i havebillederne kan hun finde på at nøjes med et par enkelte stærkt røde felter hist og her. Resten er domineret af hvide, blå, blåsorte, gråblå og brune farver.

Hun har også et andet trick i ærmerne. I modsætning til et naturalistisk maleri med centralperspektiv reducerer Birthe Høilund afstanden mellem forgrund og baggrund. I stedet bliver helheden til en mere todimensional flade mindende om malerierne skabt i modernismens barndom af navne som Matisse og herhjemme af Harald Giersing, Sigurd Swane og Edward Weie.

I kompositioner som disse drejer det sig om at finde en dynamisk balance mellem komplementærfarver, mættede og umættede farver og mellem varme og kolde toner. Noget, Birthe Høilund mestrer til fulde ofte i et varieret og subtilt spil mellem de tre primærfarver gul, blå og rød suppleret af pauseskabende og neutrale jordfarver.

Som i den tidlige modernisme forenkler og stiliserer Birthe Høilund de figurative motiver skabende ornamentale farvefelter, der får enkelte dele af billederne til at fremstå som næsten abstrakte kompositioner. Men også kun næsten. Det er den fysiske verden, vores virkelighed, der altid er udgangspunktet i disse malerier. En virkelighed, som er helt igennem jordbunden. Det, Birthe Høilund formår, er at gøre disse hverdagsmotiver intense, sanselige og utroligt nærværende. Med sit kalejdoskopiske blik på motivet skaber hun en verden, som på én gang er genkendelig og magisk. Hun hylder det oversete, det helt igennem almindelige og hverdagsagtige, som vi har det med at glemme.

To cykler på et stykke græs. Efter at have set Birthe Høilunds maleri, kan man hun konkludere: ja, de er faktisk smukke.